Bornholm Produktnyt

Kender du Østersøens Brænderi?

Billede af Martin Kofoed i produktionshallen ved Torvehal Bornholm

I det lille håndværksdestilleri ‘Østersøens Brænderi’, producerer Martin Kofoed gin. En rigtig god gin, som har opnået stor stor anerkendelse for sin smag. Både blandt gineksperter og -entusiaster. Premium Dry Gin, som gin’en hedder, er med inspiration og drivkraft af den Bornholmske natur, lavet med 10 botanicals. Hovedvægten er lagt på enebærsmagen, men hvor enkelte planter og frugter er supplerende smagsgivere. Enebæren består af en blanding af friske og tørrede enebær, hvor den friske stammer fra slotlyngen syd for Hammershus.
Vi har besøgt Martin i hans nye lokaler i Torvehal Bornholm, hvor han netop har flyttet produktionen hen..

Hvordan kom du på ideen om at lave gin?
-‘Jeg har gennem en del år interesseret mig for spiritus, startende med whisky og rom og senere også brandy og gin.
Med interessen begyndte jeg først og fremmest at studere historien og ikke mindst smagen. Dette udviklede sig stille og roligt til, at jeg opnåede en viden omkring produktionsmetoderne til de forskellige spiritusser og et kendskab til hvordan og hvorfor de smager forskelligt.

Sideløbende fik jeg en lyst til selv at forsøge mig med at producere spiritus selvom det til at starte med virkede meget uoverskueligt. Derfor var det igennem 3-4 år kun en drøm, indtil jeg syntes jeg ikke havde flere undskyldninger for ikke at starte. Det var i slutningen af 2016, hvor jeg små småt begyndte med kontakten til myndighederne og research af de forskellige fremstillere af udstyr. Efter over et års forberedelser fik jeg første produkt på gaden i februar 2018.’

Hvad kræver det at lave god gin? Og hvordan skiller din gin sig særligt ud?
– ‘Jeg laver og holder af klassiske produkter som er tro mod det oprindelige koncept. Derfor synes jeg en god gin, særligt en Dry Gin som primært bruges til at blande i drinks, har en kraftig enebærsmag og i det hele taget en kraftig smag som smager igennem f.eks. en tonic.

Når du har en kraftig smag er det særlig vigtig smagene er harmoniske og ikke overdøver hinanden. Derfor har jeg før en version udgives altid lagt et stort forarbejde i at finde ingredienser som alkoholen trækker smage ud af som komplementerer enebæren uden at overdøve den. Samtidig skal det for mit vedkommende være ingredienser som bevarer den klassiske smag, jeg forsøger at ramme, og ingredienser jeg kan finde i naturen på Bornholm.’

Hvad betyder det for dig, at dit produkt er Bornholmsk?
– ‘Det at mit produkt er bornholmsk betyder ikke kun at den er produceret på Bornholm. Jeg sætter en ære i at bruge så mange lokale ingredienser som muligt, da det som i så meget madlavning kan smages når man bruger friske råvarer.

Årstiderne er i den henseende en udfordring, men af samme grund har jeg valgt at have batch nummer på flasken sådan man kan se ca hvad tid på året flasken er produceret.
En vigtig ingrediens i min Premium Dry Gin er hindbærblade, som typisk bliver til en blanding af hindbær-og brombærblade. Tidligt på året, hvor der endnu ikke er blade på hindbærren er der en overvægt af brombærblade som er tidligere fremme. En anden ingrediens som ændrer sig over sæsonen er enebæren som i kraft af at den er toårig kan plukkes hele året. Tidligt på sæsonen er bærrene meget friske. Så friske at de afgiver en næsten citrusagtig smag som gør at jeg kan bruge mindre citronskal.’

I Butik Ø har vi naturligvis Martins produkter på hylderne, og vi kan det næste stykke tid også friste med en smagsprøve, hvis du vil smage før du køber.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply