Bag om producenten: Fejø Cider

Bag om producenten: Fejø Cider

I Smålandsfarvandet nord for Lolland ligger den lille ø Fejø. Fejø har cirka 450 beboere, og er kendt for at have et klima, der er særlig velegnet til at dyrke frugt. Hvert år produceres der over 20 millioner stykker frugt. Æblerne fra Fejø spiller en særlig rolle, og hver lørdag i uge 41 fejrer Fejø Æblets dag.

Jeppe Gents er manden bag ‘Fejø Cider’. Tilbage i 1999 var han den første i Danmark, der plantede cideræblesorter med henblik på professionel produktion. Træerne på den 2,2 hektar store æbleplantage har groet sig store og produktive. Ligeså har produktionen, og der eksporteres både til Sverige, Tyskland og USA.

I Butik Ø har vi siden åbningen i 2017 haft Fejø Cider på hylderne. Det er både vi, og mange stamkunder rigtig glade for.

Jeg har stillet danmarks ciderpioner Jeppe Gents, nogle spørgsmål om baggrunden for cideren.

Hvordan opstod ideen om at lave cider?
Det ligger i vores DNA. Jeg er vokset op på Tåsinge i det sydfynske øhav, hvor kvinder og børn plukkede æbler i øens plantager i efterårsferien. Oprindeligt var idéen dog at købe en skov og rydde et areal midt i skoven til vinproduktion. Men skove er dyre og de bedste vinsorter trives ikke i Danmark. Det gør derimod de bedste cideræblesorter. I stedet for skov blev det til en cideræbleplantage, og vi så satte os for at lave en cider i verdensklasse.

Cider er en vidunderlig og festlig drik, hvis den laves efter traditionelle metoder. Naturligt mousserende, lav-alkoholisk, vegansk og med et indhold af sunde polyfenoler, er den godt for hjertet på alle mulige måder. Den laves som vin i årgangsproduktion, men må godt drikkes som øl – i store læskende slurke.

Hvorfor lige Fejø?
Fejø byder på optimale betingelser for frugtavl. Beliggenheden i Smålandshavet giver læ fra Sjælland, Lolland-Falster og Møn og vandet omkring øen dæmper temperaturudsvingene. Om foråret holder det på kulden, så æbletræerne ikke blomstrer for tidligt og får blomsterne ødelagt af nattefrost. Om efteråret holder vandet på varmen, som et varmt badekar, der giver æblerne tid til at modne helt. Prøv en kølig oktober morgen at suse på cykel fra Lollands højeste punkt ved Birket og ned til Fejøfærgens leje i Kragenæs, så vil du vide hvad jeg taler om. Fra top til vandkant kan temperaturen stige med op til 10 grader. Og så har Fejø ligesom Lolland den fede ler, og mange flere solskinstimer end landsgennemsnittet!

Hvad er det særlige ved produktionen af jeres cider?
Vi har vundet guld ved de uofficielle europamesterskaber i cider to gange, hvor vi har været i konkurrence imod de bedste producenter fra Frankrig, England og Spanien. Vi er overbeviste om, at den anerkendelse vi har opnået internationalt skyldes vores fokus på kvalitet. Vi insisterer fx på produktion efter naturvins-principperne, så der fx ikke anvendes svovl i hverken plantage eller produktion. Vores fokus på jord-til-bord produktion, betyder at vi har hånd i hanke med alle processer fra æble til flaske. Det har også stor betydning, at vi har valgt at satse på de rigtige cideræbler, inklusiv egnede lokale æblesorter. Vi arbejder efter økologiske dyrkningsmetoder, og vi gør det i et ideelt æble-terroir, nemlig øerne i Smålandshavet.

Er du mere nysgerrig på produktion af cider, kan vi anbefale bogen ‘Cider i Europa’, som Jeppe Gents netop har udgivet. Bogen sælger vi naturligvis også i både butikken, og på vores webshop. Du kan også altid finde Fejø Cider på hylden i Butik Ø på Nordre Frihavnsgade 26.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.