Bag om producenten: Østergaards Vinmageri

Bag om producenten: Østergaards Vinmageri

Vinproduktion i Danmark kan være en svær kunst. Vores klima ligger umiddelbart ikke på de bedste breddegrader for dyrkning af druer. For bare 20 år siden ville tanken om at producere god dansk vin, have fået de fleste til at ryste på hovedet.

I sommeren 2000 skete der dog et skift, fordi EU godkendte Danmark som et erhvervsmæssigt vinproducerende område. Indtil da, havde det kun været tilladt at producere drue-vin til eget forbrug. Det var en stor sejr for medlemmer fra Foreningen af Danske Vinavlere, der i mange år stædigt havde kæmpet for sagen. Især fordi danske vine også kan laves i høj kvalitet.

Siden godkendelsen er antallet af danske vinavlere steget markant. Det betyder, at der i dag er omkring 100 vinavlere. En af de danske vin-bønder er Henrik Ploug fra Stokkemarke på Lolland, der med Østergaard Vinmageri har skabt nogle særdeles velsmagende vine. Henrik laver både druevine og frugt is-vine.

Jeg har spurgt lidt ind til Østergaard Vinmageri og det særlige i at lave vin i Danmark.

Hvordan opstod ideen om at lave et vinmageri på Lolland?

‘Omkring årtusindskiftet var der en del skriveri i dagspressen om Danmark som det nye vinland. Da jeg altid har interesseret mig for den mangfoldighed og forskellighed der er på vine, var jeg ikke sen til at forsøge mig som vinbonde på Lolland i 2005. I starten var det som et bierhverv der langsomt voksede. I 2016 blev jeg heltidsvinbonde. I dag har Østergaard Vinmageri en samlet tankkapacitet på ca. 40.000 liter, hvor vi laver egne druevine og frugtvine. Desuden laver vi vin for 5-6 lokale vinbønder fra Lolland-Falster og Møn.’

Hvad er det særlige ved vinproduktion i Danmark?

‘Danmark er et køligt vinland og vi er afhængige af druesorter der er tilpasset dette klima. Det er typisk forholdsvis nyudviklede druesorter, der er udviklet til kølige områder. Vi får mange af vores planter fra Tyskland, der har et løbende udviklingsarbejde, for at lave planter, der er mere sygdomsresistente og tilpasset kølige lokationer.

Den lange modningsperiode i Danmark, med kølige nætter, som giver stor aromaudvikling til de danske æbler og bær, giver også en stor frugtig aroma til druevine. Det er forhold, der er særligt gode til hvidvine og mousserende vine.

Vindruer i Danmark er stadig en højrisiko-afgrøde, der kræver megen opmærksomhed og pasning. Danske vingårde er små, målt på en international skala, og dermed bliver produktionen lidt dyrere, end vi kan finde det i de gamle vinlande.’

Hvad betyder det for dine produkter, at råvarerne er lokale?

‘Der er ingen produkter som vin, hvor kvaliteten af råvarerne i den grad har betydning for den færdige vin. Det gælder både druevine og frugtvine. Derfor er det helt afgørende, at jeg som vinmager har kontrol over dyrkningen af vindruer og andre frugter som jeg laver vin på. Druerne dyrker jeg selv på mine egne vinmarker. Det er ude i markerne hele potentialet til vinens endelige kvalitet skabes. God vin handler om at være dygtig til at dyrke vindruerne. Jeg samarbejder med lokale frugtavlere om dyrkning af frugt og bær, til de forskellige frugtvine Østergaard Vinmageri laver.

Dansk vin bliver aldrig konkurrencedygtig alene på prisen. Det er historien om den lokale produktion med de udfordringer, muligheder og kvaliteter det medfører, der skal formidle vores produkter.’

Er du blevet nysgerrig på hvad dansk vin er for en størrelse, så har Østergaard Vinmageri rundvisninger i markerne. Du er naturligvis også velkommen til at komme forbi Butik Ø på Nordre Frihavnsgade på Østerbro eller besøge vores webshop.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.