Bag om producenten: Sams Island Distillery

Bag om producenten: Sams Island Distillery

Lige midt i Danmark ligger samlingens ø Samsø. Der bor omkring 3.700 beboere på Samsø, og der er 22 landsbyer. Samsø er kendt for mange ting. Samsø er fx blevet CO2-neutral, og arbejder nu på også at blive helt fossilfri inden 2030. De mange gode initiativer på klimaområdet er kun en lille del af det, som kendetegner Samsø. Samsø har en meget smuk og afvekslende natur, og er fx kendt for sine frugtbare landbrugsområder, sit kuperede bakkelandskab og den unikke kystlinje. Ofte bliver Samsø kaldt et stykke Danmark i miniformat.

Med placeringen midt i Kattegat, er Samsø vejrmæssigt ret påvirket af det omkringliggende hav. En påvirkning der tilgodeser Samsø, så der for det meste er flere solskinstimer og mindre nedbør, end mange andre steder i Danmark. I 2018 blev det til 914,5 soltimer – en klar førsteplads i Danmark og næsten 100 timer mere end gennemsnittet for resten af Danmark.

For to år siden, fik Samsø også sit eget lille mikrodestilleri, Sams Island Distillery. Her producerer man både råm, gin og vodka. Fokus er på enkelthed, balance og lokale råvarer. Ginen er fx blandt andet baseret på udtræk af orangemyrer fra Samsø, mens vodkaen er baseret på de kendte Samsøkartofler.

Bag Sams Island Distillery står de to ildsjæle Mads Nielsen og Jesper Machholm.

Jeg har spurgt Mads, om historien bag Sams Island Distillery.

Hvordan opstod ideen til Sams Island Distillery?

Hele ideen til Sams Island Distillery kommer fra min tid i Caribien på Cayman Islands, hvor jeg boede med min familie fra 2004 til 2006. Mens vi boede derude, var det helt naturligt, at vi drak den rom, der bliver fremstillet lokalt. Det mindede mig om, at jeg som barn havde rendt rundt på en gård med sukkerroer. Så allerede mens vi var derude, tænkte jeg over, hvorfor vi ikke laver rom af de mange sukkerroer, vi har i Danmark. Da vi efter nogle år vendte hjem til Danmark, begyndte tankerne igen at kredse om den danske roeproduktion. Jeg kastede mig over en række eksperimenter, og bryggede videre på den ene batch efter den anden, mens venlige venner stillede smagsløg til rådighed.

Midt i alle eksperimenterne flyttede vi til Samsø. En ø, der i forvejen er kendt for gode grøntsager og masser af småproducenter, der får det bedste ud af de lokale råvarer.

Vi får kontakt til virksomhedskonsulenten Jesper Machholm, der bliver min partner i Sams Island Distillery, og derfra gik det stærkt. Papirer blev sendt, og garantien til staten blev lagt – så vi fik formel tilladelse til at destillere alkohol. I februar 2017 blev Sams Island Distillery en realitet og siden er det gået slag i slag.

Hvordan kom I på ideen om, at bruge myrer som smagsgivere i jeres gin, og hvad er det unikke i lige den kombination?

Ideen om en gin opstod, mens vores råm stod og trak på egetræ fra Samsø. Vi havde lyst til at lave endnu et lokalt produkt – overvejende baseret på råvarer fra Samsø.

Når jeg smager andre gin, synes jeg, jeg får en hel granskov i munden – det er meget parfumeret og dominerende. Derfor fik jeg ideen om at fremstille en gin, hvor det granagtige blev tonet ned, og i stedet tilføje noget citrus og friskhed. Men selv om Samsø har mange flere solskinstimer end landsgennemsnittet, gror her stadig ikke citroner. Derfor gik jeg i gang med at undersøge, hvilke andre ingredienser, der er på øen. For det var vigtigt at citrussmagen var lokal. Jeg havde jo hørt om de citronmyrer, som Noma bruger, så jeg spurgte Bjarne Mandstrup, der er naturvejleder og leder af Samsø Naturskole, om vi har dem på øen, og det har vi. Han fortalte, at citronmyrerne er ude ved Lilleøre. Så jeg tog derud med min syvårige datter for at finde dem, men de smagte slet ikke nok af citron. Da jeg googlede dem, fandt jeg ud af, at vi også har orangemyrer, så dem kiggede vi også efter. Den vej, vi ville ned ad, var dog spærret, så vi kørte ind i skoven for at gå en tur, indtil vi kunne komme videre. Og bare få skridt inde i skoven vrimlede det med orangemyrer. Jeg smagte på dem – det var som en eksplosion af appelsinsmag. Jeg var ikke i tvivl om, at det var dem, vi skulle bruge i vores gin. Efter flere forsøg har vi valgt at kombinere myrerne med samske enebær, for de hører jo til.

Vi opdagede desuden at smagen bliver større og mere kompleks, når vi bruger både umodne og modne bær. De umodne bær har en friskhed, noget grønt og sprødt æbleagtigt over sig, som fungerer godt med de mere urtede, modne bær. Resultatet er en gin, der er en smule sød, men stadig med stor friskhed. Den forandrer ideen om, hvad gin egentlig er, og hvordan den kan smage.

Hvad betyder det for jeres produkter – både gin, vodka og RÅM, at råvarerne er lokale, og fra netop Samsø?

Når vi vælger, at bruge lokale råvarer – enebær, orangemyrer, sukkerroer, rabarber, kartofler – så er det først og fremmest fordi det giver god mening! Vi ved, at de samske råvarer er af høj kvalitet og ganske enkelt, så giver det ingen mening for os, at fragte appelsiner fra Spanien til Samsø, hvis vi kan finde den samme smag i den lokale skovbund.

Samtidig er det jo også et benspænd vi vælger at give os selv. Et benspænd, som er med til at sikre at vi bliver ved med at tænke kreativt.

På Sams Island Distillery har vi hænderne 100% begravet i alle dele af produktionen.

Fra opskriftsudvikling, design af etiketter, fremstilling af mæsk og destillering af alkoholen, til enebærerne skal plukkes, myrerne suges og flaskerne håndtappes og nummereres.

Vi holder fast i, at Sams Island Gin er håndproduceret i lille skala. Vi kører selv ud og suger myrer og plukker enebær, og vi destillerer stadig kun relativt få flasker ad gangen.

Vi tror på, at de lokale råvarer sammen med gode og grundige håndværksmetoder og den rolige produktionsproces, sikrer en høj kvalitet i vores produkter. Ganske simpelt.”

Helt simple synes vi dog, her i Butik Ø, bestemt ikke Sams Island Distillerys produkter er. Vi synes de er ganske særlige, både i smag, i udtryk og med den gode historie bag. Er du blevet mere nysgerrig på Sams Island Distillery, så holder Sams Island Distillery fremvisninger direkte på destilleriet. Der kan bookes tid på deres hjemmeside. Du kan naturligvis også komme forbi Butik Ø og smage på produkterne.
Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.