Bag om producenten: Pastariget

Bag om producenten: Pastariget

De fleste kender i daglig tale Bornholm, som ‘Solskins-øen’, pga. de mange solskinstimer, mindre regn og lange somre. På Bornholm opdager man næsten ikke overgangen fra sommer til efterår, da alle klipperne og Østersøen omkring øen holder på varmen. Østersøen gør, at Bornholm får et sent og lidt køligt forår, en skøn sommer med mange solskinstimer og et langt og lunt efterår. Det milde bornholmske klima med solskinsvejr, gør det endog også muligt at have morbær- og figentræer i haverne på Bornholm. Netop den kombination mellem det kølige forår og den varme eftersommer, giver også gode betingelser for at dyrke durum. Foråret giver planten mulighed for at etablere sig ordentligt og sensommeren giver den mulighed for at udnytte sin lange vækstperiode. Den mulighed øjnede landmand Finn Harild, for lidt over 20 år siden, hvor han på markerne omkring Frennegaard, lidt udenfor Svaneke, blandt andet begyndte at dyrke durum. I 2006 kom Susanne Bloch til, og i 2009 åbnede de, som landmandsægtepar, ‘Pastariget’, der producerer håndlavet, bornholmsk pasta af durum fra egne marker.

Jeg har besøgt Pastariget og snakket med Susanne og fået en rundvisning i pastaproduktionen på Frennegård.

Hvordan opstod ideen om at lave pasta på Bornholm?

“Jeg havde i mange år drømt om at bo på Bornholm, og i 2006 tog jeg springet, og flyttede herover. Kort tid efter mødte jeg min mand, Finn, som tilfældigvis boede på Frennegård. Finn havde dyrket durumhvede et stykke tid, og det tænkte jeg vi måtte kunne udnytte sammen.” Heldigvis var Finn hurtigt med på ideen, og en længe på gården blev restaureret og indrettet til pastaproduktion. I dag huser Pastariget et produktionshold på 3 medarbejdere, udover Susanne, som er primus motor for pastaproduktionen.

I starten producerede Pastariget en naturel pasta. Det er den de fleste kender, når man taler om pasta – ligesom italienerne. Men snart fandt Susanne ud af, at der skulle flere farver og smage til. “Jeg fik lyst til at give vores pasta et dansk præg, så jeg eksperimenterede lidt. Fx fandt jeg ud af at ramsløg, nordens hvidløg, var rigtig godt. Derefter besluttede jeg at lave pasta i alle regnbuens farver.”

Som bonus til pastaen, producerer Pastariget også pesto, lavet på rapsolie fra Lehnsgaard. Her er det nemt at lave et smagfuldt måltid, og blot tilsætte grøntsager, eller hvis man foretrækker at få kød eller fisk til.

Der eksperimenteres hele tiden med nye smage på Pastariget, og på trapperne er en ny pasta med tang, som Susanne i mange år gerne har villet lave.

Hvad er det særligt Bornholm kan tilbyde ift. dyrkning af durumhvede?

“Det er jo helt klart klimaet. Bornholm er et af de få steder i Danmark, der gør det muligt at dyrke durumhvede. Netop pga. de mange solskinstimer. Traditionelt er det jo i Middelhavsområderne der dyrkes durum. Vi har haft dialog med mange italienere i processen, og de rystede på hovedet ved tanken om at durum kunne dyrkes her. I Italien siger man, at durum kun kan dyrkes syd for Rom. Men her siger vi, at durum skal dyrkes syd for Svaneke.”

Som barn havde Susanne ofte besøgt øen Hven, som også er et af de få steder i Norden, hvor durum kan dyrkes. Susanne huskede tydeligt, at de lavede den bedste pasta. “Jeg sagde til Finn, hvis du laver durum, så laver jeg pasta. Og sådan blev det”, fortæller Susanne.

Hvad er det særlige ved Pastarigets pasta?

Pastariget producerer tør pasta af en meget høj kvalitet. Det betyder dog ikke, at pastaen er ringere, end hvis den var frisk. Faktisk producerede Pastariget frisk pasta til at starte med. “Mange tror, at frisk pasta er bedst, men det er faktisk omvendt”, fortæller Susanne. “Der er mere bid og mere smag i den tørre pasta. I Italien ser man ikke frisk pasta på hylderne. De fleste køber tør pasta, den friske er noget man laver hjemme i køkkenet.”

Udover den høje kvalitet, fremhæver Susanne særligt det bæredygtige og klimavenlige i produktionen. “Vi bruger primært råvarer der kommer fra Bornholm. Kornet bliver malet på den nærliggende Bornholms Valsemølle. Vi bruger danske økologiske æg i pastaen. CO2-aftrykket er meget lavere end hvis man henter sin pasta ind fra Italien. Det giver en god mavefornemmelse, og er meget vigtig for os”, fortæller Susanne.

Pastarigets pastas høje kvalitet bevises bl.a. ved, at den har vundet flere fødevarepriser – bl.a. Børsens Fødevarediplom for bedste smag og kvalitet. I forbindelse med overrækkelsen af prisen udtalte stjernekokken Francis Cardenau: »Den smager fantastisk – nu behøver jeg ikke købe italiensk pasta mere.« Desuden har Pastarigets pasta vundet smagskonkurrencen for bedste fuldkornspasta i DR1’s tv-program Madmagasinet.

Har du fået lyst til at smage Pastarigets skønne pasta, har vi flere af varianterne på hylden i Butik Ø. Kig endelig ind og få samtidig en opskriftfolder med hjem til et nemt og smagfuldt måltid. Pastaerne er desuden oplagte til den lille værts- og værtindegave, pakke med pesto og opskrift i cellofanpose.
Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.